Nøglerne overdraget

Nøglerne er overdraget, hytten ryddet, rengjort og afviklet 🙌🏻

De sidste par uger (og dage især) op til aflevering af nøglerne til vores oprindelige drømmehus, blev jeg ofte ramt af tanken “nu er det sidste gang i huset, vi har playdate med børnehavevennerne”, “nu er det måske sidste gang i huset, vi sidder på verandatrappen og spiser is”, eller “nu er det sidste nat i huset”…

…det er en mærkelig rejse – at gå fra at få fingrene i sit drømmehus, gennemrenovere det, gøre det til Nohrs barndomshjem gennem flere år.

Den eneste base, han overhovedet har kendt til, og troede han skulle kende til… og så pludselig “afvikle” det igen, fordi man står med det andet ben på en drømmegrund på Mols, tæt på familie, strand, smuk natur og med den absolut fineste udsigt, man ikke kan sige nej til!

Det var slet ikke svært at vælge, men dog vemodigt – i starten. For efter noget der føltes som 7000 fremvisninger og evig klargøring, fik man dog efterhånden mentalt afsluttet kapitlet, og bare glædede sig til det nye.

Vi startede byggeriet på Mols i marts “på lavt blus”, fik solgt vores hus i Åbyhøj i april/maj, hvorefter vi kunne speede op for byggeriet med ro i maven.

Hele maj var jeg ramt af hjernerystelse, og nedpakningen af en 6-årig tilværelse i villa fordelt på tre plan var pludselig degraderet til de sidste hverdagsfrie dage, jeg havde tilbage i juni – samtidig med at jeg stod for alle afhentninger, indkøb + madlavning, fordi Per knoklede med både job og husbyggeri og havde lange dage frem til kl. 21-22 … vi nåede ofte kun lige at se hinanden i døren, inden jeg susede i nattevagt.

Jeg skulle også lige nå sommerfesten i børnehaven sammen med Nohr, forberede mad til den, samt arrangere lidt fødselsdagshygge for Nohr og børnehavevennerne ❤️ og så skulle vi bestemt også nå den sidste playdate i baghaven!

Oveni det blev Anton færdig på HHX, og skulle bestemt også fejres med brunch den dag, han fik huen. Derefter studenterkørsel.

Jeg havde to arbejdsweekender i streg i juni, og den sidste weekend i måneden (den weekend vi lige er kommet ud af) var således store flytteweekend – jeg gik fra nattevagt fredag morgen… to nattevagter som var fuldstændig på hovedet – ingen havde powernappet de nætter, og det var væltet ind med patienter både aften og nat i de to døgn… ingen ro i hele “huset”, der var virkelig tryk på!

Efter vagterne var jeg totalt smadret, men der en masse praktisk, der også skulle klares inden weekend, og jeg nåede derfor ikke mere end et par timers søvn, inden jeg hentede Nohr fra børnehave – som jo så også var hans sidste dag blandt alle vennerne helt tilbage fra vuggestueopstart – av ❤️

Lørdagen startede med dimission for Anton i ca. 3 timer – herefter fuld gas på flytningen resten af lørdag og hele søndag, som foregik i bagende solskin, med en milliard trailerture, 40 flyttekasser – krydret med eksplosiv opkast x flere fra Nohrs side natten mellem lørdag og søndag 🙈🤷🏼‍♀️🤦🏼‍♀️😬

Jeg var lige gået i seng kl. 01.30 pga. intens nedpakning, og to timer senere startede han 🤢

Derfor heller ingen søvn her, udover 2+1 timer.

Nohr sov på en lille folde madras på stuegulvet hele søndag formiddag, efter 7-8 opkastninger – der var hverken sofa eller seng at hvile i, men det var han nu også rimelig ligeglad med på daværende tidspunkt (selvom han til vores loppemarked i forhaven var mere trist over salget af sofaen end af sin gamle cykel, han var vokset fra 🤣).

Jeg havde mest af alt lyst til at smide mig ved siden af Nohr på gulvet, jeg var massivt træt og max presset – hvis man lige ser bort fra min fem dages igangsættelse og akut kejsersnit, tror jeg ikke, jeg har været så presset som jeg var fra onsdag til søndag i sidste uge, og så lige i mandags med, hvor nøglerne skulle afleveres!

Istedet for at følge mit instinkt og sove ved siden af Nohr, kunne jeg fortsætte flytteræset i ro uden en basse, der krævede mig – for der var ingen tid at spilde 😅

Nohr var heldigvis færdig med opkast efter 3 timers lur, og søs tilbød at passe ham om eftermiddagen, så vi kunne fortsætte tempoet.

Nohr storhyggede sig hos moster/søs sammen med de søde kusiner, og hyggede hele dagen, og om aftenen med tæpper og madrasser i stuen, indtil de faldt i søvn – det trøstede jeg mig med (og søs forsikrede mig herom), for jeg følte mig ærlig talt ikke ret mor-agtig den weekend 🙄 ikke ret meget hygge og nærvær fra min side op til opstart i ny børnehave ☹️

I starten fik vi delt nedpakningen til hhv. pulterkammeret og til sommerhuset – til sidst var vi dog i så stort et tidspres, så resten ukritisk røg i sommerhuset, og så måtte vi tage den derfra.

Det slås jeg så med nu 😂

Prøv lige at manøvrere rundt imellem 25 flyttekasser + blandet lir, lort og rigeligt med møbler i et sommerhus, der er væsentlig mindre end hjemmet i Åbyhøj 🤣🤯🤦🏼‍♀️

Men her er hyggeligt! Og rart! Og stille 🙈

Per og jeg talte om, hvor stille her var ift. livet på Silkeborgvej – det er lige før, det summer i hovedet, så stille er her 🤣

Tankevækkende!

Jeg tænker, det er meget sundt 😉

Mht. flyttekasserne havde jeg skrevet “køkken”, “Nohr”, “Mia tøj” osv derpå – og “Bjarni” kassen ingen måtte (eller turde) røre ved 🤣 mit dyrebare, elskede keramik… 😆

Men når man har 5-6 kasser med blot teksten “køkken”, kan det altså være sin sag at finde ud af, hvad man gjorde af bestikket – som man ved, man lagde allernederst i én af kasserne 😅

Nohr har dog heldigvis været virkelig sej og omskiftelig i al det her, selvom han som de fleste andre børn er et værre vanedyr.

Søndag aften panikkede jeg stille over, at vi hverken havde mælk, eller at jeg ikke kunne huske, hvor grynene var pakket hen. Nohr var dog med på brød til morgen istedet, selvom han er den ultimative “grødspiser” 😝

Og mandag aften, da han havde lyst til et måltid efter aftensmaden, fortsatte jeg febrilsk min søgen efter al bestikket, og han accepterede uden brok at spise havregryn med mælk med en skide gaffel, imens jeg ledte videre efter skeerne 😂🤷🏼‍♀️

Da jeg endelig fandt skeerne – “jamen mor, jeg har jo næsten spist det hele!” 😆

Noget jeg lige skal vænne mig til i alt dette nye, er madpakkeræset.

Jeg har været vant til bare at aflevere et barn inkl. skiftetøj, og så ordnede resten sig automatisk 😂

Jeg har aldrig været madpakketypen (de gange jeg har dagvagter, stikker jeg i kantinen, og i nattevagterne har vi altid samskudsgilde).

Og Nohr har aldrig været rugbrødstypen! 🤦🏼‍♀️🙄 jeg skal som oftest lokke og liste rugbrød i ham. Så indtil der er styr på kaosset i sommerhuset, og indtil jeg får plads til at bage nogle rugboller med kanel og rosiner, må jeg være opfindsom på andre måder…

Når jeg først lige har et lager af lidt af hvert, jeg kan hapse fra, så skal det nok gå ok med madpakken – så længe det bare er den ene 🤣

(Men jeg skal da allerede indrømme, at det er en lille smule hyggeligt at fikse en kasse med lækkerier til min frø 😄🙈❤️)

Ovenpå alt det her flytteræs med minimalt søvn i bagagen har både Per og jeg uafhængigt af hinanden i hver vores omgivelser fået kommentarer på, hvor ufattelig trætte vi så ud 😆

Vi er trætte, jeg tilmed bleg, og vi ligner mest af alt nogle, der er blevet kørt over af en bus, både på den ene og anden led… Og jeg har ærlig talt også været ligeglad med udseendets tilstand, inden jeg gik ud af døren den seneste uges tid, så træt har jeg været!

Til gengæld er de første dage i Nohrs børnehave gået så fint, og det opvejer jo al træthed i verden ❤️❤️❤️

Den første dag var ham og jeg der sammen i knap to timer, inden vi tog videre ind i huset i Åbyhøj og klarede det allersidste læs og oprydning/rengøring, et sidste farvel til værelset og de tomme stuer samt overdragelse af nøgler.

Freaking done 🙌🏻

Dag 2 i børnehaven gik afleveringen rigtig fint, og Nohr var der selv i tre timer, som var gået så godt ❤️

Dag 3 var han der en hel dag, som han plejede det i børnehaven i Åbyhøj, imens jeg sov efter nattevagt, og det er simpelthen gået så godt ❤️

Det var faktisk også helt rart lige at komme på arbejde igen – trængte til noget andet end flyttekasser 😆 og der var heldigvis faldet en anelse mere ro på afdelingen.

På fredag holder vi Antons studentergilde for ca. 50-60 mand – så der skal flytteræset være helt på plads – det er vel fint nok, at vi fortsætter de stramme deadlines – vi skulle jo nødigt komme til at kede os 😆🤷🏼‍♀️🙈

Advertisements

Avs…

Det var ikke kun vejret, der var lettere trykkende igår (og der kom aldrig rigtig torden til at løsne op i de lune tilstande)…

…næ, også på byggegrunden var der en noget trykket stemning med dertilhørende stilhed – efter de kom til at smadre fire af de store vinduespartier/skydedøre ud mod vores terrasse. De var NOGET trætte af det, og det kan jeg da sådan set godt relatere til 😂🤦🏼‍♀️🙄😩 øv…

De to store sektioner med vinduer/skydedøre ud mod terrasse og tagterrasse (og ud mod hele den vidunderlige udsigt) er så tunge, så de skal løftes med sugekop og kran.

Det var egentlig kun disse to sektioner, der manglede at blive monteret.

De resterende, intakte vinduer blev dog alle monteret igår, og der blev NÆSTEN til hele tagterrassen 😄👌🏻 og det ser ret godt ud! 😍🙏🏻

Nu er der kommet plastik over resten, for skydedørene var speciallavede, og de nye kan først være her i uge 32 🙄🤦🏼‍♀️🤷🏼‍♀️

Så længe det er i uge 32, er det heldigvis ikke noget, der sinker resten af arbejdet ude og inde.

Så ja, det var en mindre rosenrød update, men dog en update over, hvordan tingene også kan gå – og gør det – i det her fag.

Det er heldigvis “bare” døde ting 😄

Dog noget træls, på jysk!

Men så er det, man bare lige skal tælle til 10, vende sig om mod den smukke udsigt – og glæde sig over netop dén – og at man er forsikret 😄

Murstenene

I sidste uge modtog vi vores genbrugsmursten fra firmaet gamlemursten.dk i Svendborg.

Vi er vilde med det lidt skæve og kantede, og en ny, pæn, lige mursten er umiddelbart (slet) ikke os.

Og så er genbrug jo heller ikke værst 😍

Jeg har altid været særlig vild med de helt gamle Aarhus bygninger i gule mursten med adskillige årtier på bagen og med masser af sod, smog og skidt fra byens trafik og os gennem tiden. Fx bygningerne langs Ny Banegårdsgade, eller selve Centralværkstedet. Smukt!

De gule mursten vi har bestilt, er patinerede med en kalkvandsblanding tilsat oxyd-sort… smurt på stenene.

Kalkens evne til at trænge helt ind i stenene får den sorte farve med ind – og patinerer stenene i større eller mindre grad afhængig af blandingsforholdet.

Planen var, at mureren skulle begynde sit arbejde i mandags.

Men de sten vi havde modtaget, manglede simpelthen en god portion af en “gul fornemmelse”… der var den helt rigtige mørke sten imellem, som giver lige præcis det udtryk, vi ønsker – der var bare for mange af dem, og for lidt af de mere gule… og jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, selvom vi havde været afsted mod Svendborg en ekstra gang for at sikre, at nuancen på stenene blev, som vi ønskede – og at de netop ikke ville blive for mørke.

Vi fik derfor i torsdags en ekstra sending mursten oveni den eksisterende ordre, som har fået en knap så mørk kalkvandsblanding påsmurt.

Så nu skal de mere gule sten bare blandes godt og grundigt undervejs med de første, vi modtog 😄👌🏻

Per havde lige vurderet lidt ved siden af ift. hjørnesten og sten ved vinduerne – de skal jo patineres på mere end én side, og der var lige misset en bunke i regnestykket (de skal jo være smurt ind på alle synlige flader, når huset er muret).

Så Per har op til weekenden blandet en kalkvandsblanding med en pose af det oxyd-sorte pulver, vi fik med de seneste sten, og flyttet rundt på og indsmurt 250 mursten i dét… så mangler der vidst kun 250 igen 🙊🙊🙊

Jeg glæder mig ustyrligt til at se de første spæde kvadratmeter muret op i de her smukke, ujævne mursten 😍

…selvom jeg allerede har billedet helt tydeligt inde i hovedet.

Per derimod har ligesom så mange andre gange før lige brug for at se det, før han kan danne sig et billede af det.

Han har sagt, at han først får lidt ro i maven, når de første kvadratmeter mursten står 😆🤷🏼‍♀️

Mit “visuelle jeg” har prøvet at berolige ham lidt 😝🙈

Mureren er efterhånden vant til, at vi er lidt mærkelige på nogle punkter 😆 han rystede også lidt på hovedet over den rå, grønne væg i vores (lidt endnu) nuværende stue i Åbyhøj, der hverken skulle pudses eller males. Og stenene vi udskiftede i murstensvæggen mellem spisestue og køkken pga. en tidligere skorsten, skulle heller ikke have ret pæne fuger – for det skulle blende naturligt med resten af den gamle væg – så der fik mureren besked på at lave fugerne så tilfældige (og grimme) som muligt, og uden lige kanter – og det skulle han have af vide sådan helt bestemt, for det slækker måske lidt på håndværkerstoltheden at blive bedt om den slags sløserier 😂🤷🏼‍♀️🙊

Men det blev jo lige præcis, som vi havde tænkt og drømt om – og det glæder jeg mig også til at se denne gang, når stenene blandes og mures op, kombineret med de store vinduespartier med sorte rammer, og med sortbrændt træ på flere dele af facaden 😍

Huset er rejst!

…og dermed er der altså ikke længe til et lille rejsegilde – med varme øl og kolde pølser 😝😝😝

I sidste uge blev alle ydervægge rejst, og taget “lukket”. Det gav næsten et sus i kroppen at se!

Per måler jo konstant og hele tiden 😂 hver gang der er opført noget nyt, er han ude at svinge målebåndet, tage billeder osv…. først grinede jeg lidt og rystede på hovedet over alle de steder, han kunne måle til og fra – han skrev og målede, skrev mere ned og målede lidt mere. Men nu er jeg stoppet med at ryste på hovedet 😝🙈 for det har da reddet huset flere gange, efter min overbevisning 😅

Per siger, at sådan er det bare og ting sker – så fanger man det inden, eller finder en løsning – jeg ville have fået dårlige nerver, hvis jeg skulle rende og holde øje med den slags – men det er jo det, han lever af 🤷🏼‍♀️

Og så er tilfredsstillelsen jo stor, når ydervæggene står lige præcis hvor de skal, indenfor tolerancen – ud fra det stål Per placerede inden ydervæggene blev sat (det stål som Nohr udelukkende antog som kørebane for sine biler 😆)

Se, der ville jeg også have fået dårlige nerver, hvis jeg skulle placere så afgørende stolper af stål – når de sådan er bestemmende for resten af husets samspil…

Jeg begriber faktisk ikke, hvordan man kan bygge et hus, uden det skvatter sammen 🤣🤷🏼‍♀️

Jeg skal knibe mig i armen hver gang jeg står der – ja, egentlig bare hvergang jeg scroller igennem kamerarullen – for jeg kan næsten ikke forstå, at vi skal vågne til den vidunderlige udsigt hver dag – at kunne slentre ned til vandet hver dag – og bare vade ud i haven direkte fra køkken og stue, hver dag 🙌🏻

Lige nu ligner det stadig lidt en “bunker” uden alle vinduerne 😄 …men – idag er de begyndt at skære hullerne, hvor vinduerne skal sidde. Og SÅ kommer vinduerne fluks i 😍 med sugekop og kran, for de vejer temmelig meget (de største ca. 350 kg), og er ikke lige en “en mands opgave” som dengang, Per skiftede alle murermestervillaens bondevinduer selv (med mig som “hold ved-mester”😂).

De største vinduer ud til terrasse og tagterrasse fornemmer man allerede indramningen af udsigten både fra stue/køkken samt atelier, da rammerne allerede er dannet ved de opførte ydervægge.

På fredag kommer vores genbrugsmursten fra gamlemursten.dk og mureren har allerede kridtet skeen og skoene op 😆👌🏻

Jeg.kan.næsten.ikke.vente…!

Den bedste løsning

I torsdags blev vores store bænk af den over 100 år gamle blodbøg fra forhaven i Åbyhøj afhentet.

Den stod som det smukkeste træ i vores forhave, og var nok et af de højeste blodbøge i miles omkreds.

Der var MANGE meninger, da vi i 2013 i forbindelse med huskøbet fældede træet – de var vældig delte – og vi fik lov at høre fra begge “lejre” 😝

Vi syntes selvfølgelig selv, det var synd, at så stort og smukt et træ måtte “lade livet” – og vi havde sådan ønsket, at det stod allerbagerst i baghaven, for så havde vi uden tvivl ladet det stå.

Der var bare ikke én solstråle i hele forhaven, når bladene først var sprunget ud… hele hustaget lignede en skovbund af grøn mos, og træet stod efterhånden ret tæt på huset størrelsen taget i betragtning.

Det ville simpelthen være fjollet at skifte tag på huset, når bøgen bare stod og brækkede sig ud over hele haven, taget og tagrenderne. Og taget SKULLE skiftes. Og vi holder i øvrigt af sollys i haven – og det var i øvrigt vores. Hvad andre mente, kunne vi absolut kun trække på skuldrene over.

Vi havde dog bestemt respekt for træet, og længe leve pinterest, så fandt vi en fin løsning – vi fik savet nogle tykke skiver af stammen til bordplader, og resten af den tykke stamme fik vi savet til en bænk.

En virkelig fin løsning, og det gav haven den helt rigtige portion af sin egen historie, og nogle helt unikke udendørs møbler, som vi har været rigtig glade for.

Der var i øvrigt et HAV af bøgeskud rundt i hele haven – af dem har vi plantet hæk ved terrassen, som gennem årene har fået en fin størrelse. Mine forældre fik også løbende en hel del skud, som de plantede rundt om deres 7000 m2 store have.

Og i torsdags fik mor og far leveret den store bænk af blodbøgen. De nye ejere til huset i Åbyhøj var nemlig ikke interesserede i at beholde bænken og have den stående i haven, så aftalen var at få den savet i en masse stykker, så den kunne fjernes – det ville dog koste lige så meget som at få den fragtet ud til mine forældre, og da min mor virkelig gerne ville overtage den, skulle hun da bestemt have lov at få den ❤️

Den har nu fundet sit helt rette sted – og far var i sit helt rette element, da han påtog sig den opgave at flytte den rundt i haven 😝👌🏻 alt for at få lov at fræse en tur med “møffe” i mors velplejede have 🤣

Igår godkendte ungerne den fine bænk – det ville nok have gjort en anelse ondt at se den som pindebrænde i forhaven – så jeg er virkelig glad for, at den fik lov at overleve.

Skilte, skuffesalg og manglende skønhedssøvn…

Det er sjovt, hvad sådan et “til salg” skilt fra ejendomsmægleren kan afstedkomme af følelser – også afhængig af, hvor man er i sit liv.

Jeg glemmer fx aldrig ventetiden imellem “til salg” og “solgt”, da vi købte vores smukke murermestervilla i Åbyhøj – vores første huskøb.

Selvom vi efter tre dages forhandlinger var blevet enige om en pris, havde skrevet under og alt var på plads – gik der alligevel ca. halvanden uge, førend der stod solgt på skiltet – og først dér følte jeg, at jeg kunne ånde lettet op, og trække vejret helt ned i maven igen – det var vores!

Vi renoverede efterfølgende med liv og sjæl, værnede om husets originalitet og genbrugte bl.a. al det smukke træværk, man ikke kan købe for penge idag – og finere kvalitet fås i øvrigt heller ikke… da vi savede, genbrugte og rettede til, stod der det fineste støv ud til alle sider, og en duft af frisk træ spredte sig momentant. Det fejlede bare ingenting! 😍

Dét pumpede pisbrænde til træværk man kan erhverve sig idag, er jo intet sammenlignet med dette gullige, originale træ fra en svunden tid – tiden har virkelig stået stille, og man befinder sig i sandhed i en tidslomme, når man står med saven i så vidunderlige, robuste materialer knap hundrede år gamle 😍

At skulle fra dette hus i live, havde jeg som tidligere beskrevet næsten ikke troet skulle ske – jeg var ret sikker på, at jeg som en indsunken rosin ville gøre mig en “etlågs-entré” over på den anden side af hækken, hvor kirken holder til… ligesom husets tidligere ejere gjorde det.

Vi har brugt Aarhus virkelig meget i den tid, vi har været sammen siden ‘07 – både da vi boede på Skt. Pauls Gade sammen, men også da vi flyttede til Åbyhøj efter vores lille ophold i Grønland i ‘11 og ‘12.

I vores 6 barnløse år sammen frem mod ‘15 har vi også haft den ene spontane date med Aarhus efter den anden – når det ikke var udenlandsrejser, der trak.

Og da Nohr endelig kom 💙 ændredes noget langsomt, over tid.

Vi har bestemt også brugt byen, efter han er kommet – men det er bare ikke det samme behov, og prioriteringerne er stille og roligt skiftet, selvom jeg svor, de aldrig ville 😆🙈

Når vi ser tilbage på vores seneste mønstre, er vi i mine friweekender stort set altid suset ud på Djursland, hvor min familie bor spredt – nydt sommeren, selskabet, familien, den blå himmel, vandet, naturen og bare, at der er lidt højere til loftet, og lidt mere plads at boltre sig på.

Og så virker det jo lidt dumt at bo i en villa i Aarhus, når vi oftere er taget væk, end at bruge, hvad vi havde.

Da vi hurtigt blev enige om, at Djursland var de næste rammer, fik vi gang i et skuffesalg i april 2018… det var, hvad vores hjerter kunne bære på daværende tidspunkt.

Da vi blev spurgt af vores daværende ejendomsmægler, om de måtte sætte et “til salg” skilt ud til vejen, selvom det kun var et skuffesalg, sagde vi tøvende ja.

Jeg kunne mærke indeni, at det var med MEGET blandede følelser sådan at skilte med, at vi overhovedet kunne komme på den fremmed tanke, at overveje at sælge vores drømmehus – jeg følte ærlig talt lidt, at jeg bedrog mit eget hjem 😆🙊

Den dag gik jeg rundt i huset og bare kiggede på alt det, vi havde lavet, renoveret, valgt og gjort særligt, til os… kakkelmaleriet i køkkenet, alle de fine fyldningsdøre, de gammeldags messingkontakter, de frie hanebånd med mejslede romertal, de rå og originale vægge, den smukke svungne trappe… det vægophængte køkkenskab og drivhuset – begge lavet af de gamle kittede vinduer… så meget sjæl forbundet til ét sted.

To måneder senere ændrede vi det fra skuffesalg til et regulært salg – vi var kommet et stykke videre rent mentalt, og en smuk udsigt på Mols trak og hev efterhånden i alle vores lemmer, så vi nu kun kunne se fremad…

DanBolig sagde, at de aldrig havde oplevet så mange klik på en bolig som de to første dage, det blev udbudt – der var vidst kun én ejendom, der tidligere havde overgået det.

Efter adskillige fremvisninger og åbent hus arrangementer – flere interesserede, flere “gengangere”, og et enkelt mæglerskifte til Home – blot for at der skete lidt nyt – blev huset solgt i sidste måned.

Da skiltet endnu en gang ændrede sig fra “til salg” til “solgt”, dette for nogle dage siden, havde jeg ikke troet, at det ville afstedkomme dét smil i mit ansigt, eller den afslappede følelse indeni – ikke når man sammenligner med mine første følelser omkring dette fine sted.

Men når fokus er næste sted, de næste drømme efterhånden har slået dybe rødder – og man tilmed er startet på byggeriet for at kunne holde fast i de tilbud, Per havde forhandlet hjem sidste år – er det alligevel med en vis ro i maven at skulle pakke dette hjem sammen.

Derudover skal jeg være ærlig at indrømme, at jeg var ved at være en liiiille smule mættet af at skulle gøre huset klar til fremvisning i tide og utide, også på dage, hvor jeg burde have sovet efter nattevagt – istedet måtte jeg lave en oprydning ala tasmansk djævel og efterfølgende køre ud til min mor i en kæmpe kaffebrandert, og crashe i hendes dyner 😄🙈

Jeg havde faktisk ikke engang opdaget det pludseligt opståede “solgt” mærkat henover skiltet her i ugen, før Per gjorde mig opmærksom på det 😆🤷🏼‍♀️

På et tidspunkt stopper man jo lidt med at tage notits af skiltet, fordi det bare står der som en del af matriklen – til gengæld har Nohr ret hurtigt noteret, hvergang skiltet pludselig har manglet – og de episoder har der været nogle stykker af.

Om det er en almindelig problematik i ejendomsmæglerbranchen, at skilte forsvinder, ved jeg virkelig ikke.

Men jeg har dog erfaret, at denne udgiftspost næppe kan være helt lille, og det er da lige til at få tunge rørknogler af.

Per oplevede endda med egne øjne en cyklist stikke sit ene ben tilpas langt nok ind mod hækken til at kunne sparke skiltet ned i forbifarten – man står sgu lidt og taber kæben over, at den slags mennesker rent faktisk eksisterer 😳 voksne mennesker… hvorfor?

Andre gange har nogle formentlig haft en gedigen fest over at sætte andres huse fiktivt til salg med vores skilt, i en fyrre hestes brandert – hvad ved jeg 😆🤷🏼‍♀️ …men det kan jeg også nemmere forholde mig til end cyklistens komplet overflødige adfærd.

Søs fandt det én af gangene nede i den anden ende af Åbyhøj sidste sommer, imens de lånte huset under vores ferie til Kreta 🤣

Jeg tror faktisk, at skiltene nåede at forsvinde så tilpas mange gange, at det skulle tælles på to hænder.

Men NU er dét cirkus slut 😝 og slut med fremvisninger – nu kan jeg atter få min skønhedssøvn i egen seng, med det sædvanlige rod på bordene, halvfærdige strikkeprojekter i alle krogene, og legetøj ligeligt og rigeligt fordelt rundt på samtlige gulve 😄👌🏻

Rockwool og rejeost

Nu hvor det arbejdende godtfolk sådan lod sine solskinspåskedage inddrage (en så hældende grund kan jo komme bag på selv den bedste mand 🙊), kunne man jo som minimum svinge forbi med rundere, smør og ost, og lidt at skylle det ned med. Så det gjorde vi.

De så da også ud til at blive ganske glade for at se de medbragte poser.

Jeg spurgte Per på vejen derud, om rundstykkerne var blevet skåret over.

“Nej nej, de har hobbyknive!” …Nå ja 😆👌🏻

Det er jo et velkendt faktum i byggebranchen, at hobbyknive går til ALT – det erfarede jeg allerede under renoveringen af vores murermestervilla i Åbyhøj 😆

Dette udmærkede universalredskab ser således både murerpap, rockwool, rundstykker, rejeost, og splinter i fingrene på dens vej igennem diverse husprojekter 😄 den var ikke gået hos hygiejnesygeplejersken 😆🤷🏼‍♀️🙈

Vejret var fuldstændig fantastisk i påsken, og Mols var ingen undtagelse – høj solskin, havblik, vindstille – det eneste man kunne høre på byggegrunden, var fuglekvidder blandet med en skøn summen af husbyggeri👌🏻

I hverdagene er Per jævnligt forbi grunden, da han alligevel kører lige forbi på sin vej til og fra arbejde – og han fortalte for nogle dage siden, at hver gang folk kommer forbi i forbindelse med byggeriet, parkerer de lige bilen, betragter udsigten i to minutter, drager et suk, for derefter at komme til dem selv igen med det ærinde, de nu engang kom med – det er da skønt!

Vi gør det selv… stadig… hvergang…

Jeg tror ikke, det kommer til at ændre sig overhovedet.

Hver dag er denne bjergtagende udsigt bare et nyt maleri, i et nyt lys med nye himmelstrøg.

Hver gang vi kører derud og rammer bakketoppen, og landskabet bare vælter frem på et splitsekund, flækker vores ansigter i kæmpe smil… jeg tænker, det må være sådan, vores morgener kommer til at være, når vi flytter ind – så kan ens dag da ikke starte bedre… en kop kaffe i hånden og så bare slentre ud fra stuen og ud på terrassen til den udsigt… bare tanken gør mig uendelig glad!

Vi er klar til næste kapitel!